Behøver grønsager at være kinakål ?

Kære du.
 
Den anden dag sagde en af mine kunder, at hun var alvorligt træt af at spise salat, agurk og tomat til både frokost og aften. Faktisk var hun lige ved at miste gejsten til vægttab pga det.
 
Jeg spurgte hende, hvorfor i alverden hun kun spiste det ?
Jeg tror, at hun når hun læste i sin kostplan, at hun skulle spise grønsager, så læste hun ”spis salat”.
 
Forestil jer ”en skål med finstrimlet kinakål, et par tomatbåde og nogle skiver agurk”.
 
 GYS, så skriger det da bare slankekur, når det er værst…… og det er jo ikke fordi, at jeg ikke har spist kinakål i mine slankedage – oh yes, masser af det…. Og selleri – yak !!
 
Men hør nu lige, grønsager jo meget mere end kinakål og selleri.
 
Jeg sendte min kunde over i Kvicklys grøntafdeling for at lade sig inspirere. Der findes jo en milliard måder at få grønsager på. Vi skal bare lige komme i tanke om dem. En af måderne kunne være at gå i grøntafdelingen og ose.
 
Herhjemme spiser vi meget sjældent grønne salater… jeg har nok fået dem, jeg skal have i mit liv. Til gengæld spiser vi grønsager hver dag, men de bliver ”forklædt”.
 
For eksempel spiser vi suppe; hokkaidosuppe, blomkålssuppe, tomatsuppe…. Masser af grønsager, blendet, krydret og toppet med eksempelvis kylling.
 
Når jeg laver boller i karry, så er saucen lavet på gulerødder, løg, persillerod
 
Når jeg laver pasta og kødsauce, så er pastaen byttet ud med strimlede squash, der måske lige har fået en tur på panden. I kødsaucen putter jeg fx løg, tomater, champignon. Det forsvinder godt i kødsaucen – et trick fra dengang mine børn var små og ikke ”kunne tåle” noget, der var grønt.
 
I stedet for ris kan jeg finde på at finthakke blomkål og svitse let på panden.
 
Hokkaido, skåret i både, penslet med lidt olie, krydret og bagt i ovnen smager forrygende til en god bøf.
 
Løg er jo også en grønsag…. Stegte løg ovenpå en hakkebøf – masser af grønt…. Stegte champignoner til at toppe den, uhhhmmm.
 
Så I kan nok se, mulighederne er uendelige, man skal bare se dem.
 
Lav en liste med 10 grønsagsmuligheder, som I er vilde med og hiv den liste frem på uinspirerede dage.
 
Livet er for kort til kedelige grønne salater – så brug alle de andre skønne grønsager, der findes.
 

Mortens and

Flere af mine kunder har de seneste dage, spurgt lidt bekymrede ind til “Mortens aften”.

Kan man spise and, når man er i gang med et vægttab”?

Jeg vil derfor dele denne super nemme opskrift med dig i dag. Opskriften er fra mit kursusmateriale “Tab dig 5 kilo inden jul”.

Opskriften er til een person og indeholder i alt 400 kalorier.

And med frisk rødkålssalat

  • 140 gram andebryst uden skind (skær det evt fra efter stegning)
  • 200 gram fintsnittet rødkål
  • 30 gram blåbær
  • 40 gram pære i tynde både
  • Dressing:
  • 1spsk rapsolie
  • 1 spsk balsamico eddike
  • Citronsaft
  • Sødemiddel (evt. Fiber sirup)
  • Salt, peber, fintsnittet basilikum eller persille.

Tilbered først rødkålssalaten: Snit kålen meget fint. Rør ingredienserne til dressingen sammen og vend rødkålen heri. Anret på en tallerken og top med blåbær og pære i meget tynde både. Drys med basilikum eller persille.

Steg andebrystet i en anelse fedtstof. Jeg bruger Lurpak spray.

Velbekomme og hav en dejlig “Mortens aften”.