Velkommen tilbage fra sommerferie

Rigtig velkommen tilbage fra ferie, måske er det længe siden du holdt ferie, måske er du lige kommet tilbage og måske er du en af de heldige, der stadig holder lidt ferie.

 

Faktum er, at sommeren er snart slut og efteråret sniger sig ind på os.

Hvert år i august kan jeg næsten gentage mig selv fra året før, men i år har sommeren faktisk været endnu sværere for mange af jer. Sværere end vanligt.

 

Nogle af jer var ligesom allerede lullet ind i noget ”Corona-spisning” og fortsatte lidt ligesom bare stilen sommeren over.

Nogle af jer syntes, at det havde været så hårdt at spise som vanligt under nedlukning, så nu skulle I altså trøstes lidt med særlig god mad i ferien.

Nogle af jer var så kede af, at den vanlige sydpå-rejse var aflyst, og så var det tilmed dårligt vejr, så I skulle trøste med lidt ekstra mad, guf, vin eller ”sæt selv det ind du har spist”.

Og andre af jer har besøgt hele den pukkelryggede med det resultat, at I ikke kunne lide at sige nej til al den gode mad, de havde stablet på benene for jeres skyld.

 

Alt i alt ved jeg, at flere af jer har taget kilo på i stedet for kilo af, over sommeren.

 

Så nu kan I jo bruge de næste uger eller måneder på at slå jer selv i hovedet over, at det ikke lykkedes at holde vægten eller endog tabe jer over sommeren….. og hvad får I så ud af denne slåen sig selv i hovedet ?? Ikke en hujende fis. I får aldrig, som i aldrig aldrig, noget ud af at slå jer selv i hovedet. I kan alligevel ikke ændre på det. Så stop med at slå, og gør noget andet….

 

Jeg ved også, at der sidder nogle af jer derude, som godt kunne bruge lidt hjælp til at komme i gang igen, men som er for flove over, at have taget på over sommeren, og som derfor ikke kan lide at kontakte mig.

Er du én af dem, så STOP !!! Det er jo lige præcis, derfor jeg er her. For at hjælpe dig videre ved at give et kærligt puf eller et ordentlig los (..). Det er ikke pinligt at have taget på. Det er ikke pinligt at række ud og bede om hjælp. Det er ikke pinligt at komme igen, selvom det er et halvt år siden, du sidst var her, og du synes det er flovt at du har aflyst de sidste tre aftaler.

Der er en grund til at jeg er her, der er en grund til at jeg har et fuldtidsjob her. Du er ikke alene, og det er langt bedre at svinge forbi nu end om et halvt år og yderligere ti kilo på pluskontoen.

 

Så har du brug for hjælp, så kom !! Jeg lover jeg hverken griner, buher, skælder ud eller slår. Tager imod med åbne arme og hjælper dig videre.

VELKOMMEN TILBAGE <3

0 Shares