Min bog

dbogenIngen udtrykker mit formål med at skrive en LCHF-bog så godt som min tidligere chef, Charlotte Hartvig, gør i forordet på min bog ”Ned i vægt med LCHF”

Der findes mange ting, man kan misunde svenskerne. En af dem er, at de har haft low carb high fat (LCHF) som anerkendt diætetisk behandling i flere år. Her til lands varer det i reglen 10 år fra at en metode slår igennem på verdensplan, til vi ser den i det statslige sundhedssystem.

Men så er det godt, at vi kan benytte den slags nye metoder i de private klinikker. I 2012 blev jeg spurgt, om jeg som diætist ville give LCHF en chance som vægttabsmetode i min klinik. Forespørgslen kom fra Diana, som har skrevet nærværende bog.

Jeg tjekkede lige internettet for at se hvordan det gik i Sverige med den nye metode. Og det tog ikke mange sekunder at finde ud af, at den virkelig har taget vores naboer med storm. Hver fjerde svensker spiser i dag efter LCHF-principperne, og LCHF er fx også anerkendt som diabetesbehandling i Sverige.

Det lød jo godt. Verdens nemmeste vægttabsmetode, blev den kaldt. Anvendelig for enhver, der er blevet træt af at tælle kalorier. Altid velsmagende mad, lutter lovsang. Men var det ikke næsten for godt til at være sandt?

Mine bekymringer gik blandt andet på: Hvad så, hvis der findes mennesker, for hvem metoden ikke slanker? Og hvad med de mennesker, som har for højt kolesteroltal?

De svar, jeg fik, virkede rimeligt betryggende, så jeg besluttede at give LCHF en chance. Og heldigvis for det. Siden da har talrige mennesker tabt tonsvis af fedt gennem Dianas vejledning her i klinikken.

Vi modtager jævnligt mennesker, der har spist efter en LCHF bog et stykke tid, hvor de enten IKKE har tabt sig – eller ligefrem taget på. Så er det betryggende med klar røst at kunne sige, at ”det findes der helt sikkert en god forklaring på”. Og herefter ekspedere dem videre til Diana, som (så vidt jeg ved) er den eneste autoriserede kliniske diætist her i landet, der også har en ekspertise i at diætbehandle med netop denne metode.

For det er jo ikke gjort med at tage en almindelig kost og sortere brød, ris, pasta og kartofler fra. Hvad der i virkeligheden skal til før LCHF kaster de ønskede resultater af sig, kan man læse i denne bog. Alene derfor er det nok den mest savnede bog på slankemarkedet. Men som læser får man også svar på alle de andre spørgsmål, som presser sig på, når man funderer over, hvor ekstremt forskellig LCHF er fra alt, hvad vi førhen regnede for ”korrekt ernæringslære”. ”Ned i vægt med LCHF” er en helt uundværlig bog for den, der ønsker sig en slank, sund krop og samtidig en overdådig smag på tallerkenen. Ingen hokus pokus. Ingen mangel på evidensbaseret viden. Ingen selvbestaltede mine-fornemmelser-er-mig-nok agtige trin her.

Blot en god, gedigen håndbog i at bruge LCHF til vægttab.

 Sommeren 2014

Charlotte Hartvig